WTF??#3

Nå men ja altså, som skrevet før har jeg haft en blodprop i højre hjernestamme, og de sidste små 5 uger at været en sindsyg rejse.
Vil lige skrive kort om det, både for selv at kunne huske forløbet men også for at få det lidt ud af systemet, plus hvis der er nogen som læser med?!
Det startede Torsdag d.10-2-2011 med at min arm begyndte at sove ud på eftermiddagen og jeg havde nedsat kraft i den, plus jeg snakkede som om jeg havde fået en drink for meget. Jeg slog det hen med træthed og bøvl med ryggen, og gik ud på aftenen i seng. Næste morgen sove armen stadig og venstre ben var også begyndt at drille, så ringede til lægen og min mand. Lægen bad mig komme over til middag, da hun havde en mistanke om at jeg havde fået en prop, og ville se mig. Min kære mand sad i Irland, men tog det første fly hjem, inden jeg vidste noget med sikkerhed.
Ved lægen var der ingen tvivl om jeg skulle indlægges, så tog selv en taxa på sygehuset, og så gik tingene stærkt.
Jeg blev CT-skannet, ingen tegn på prop eller blødninger i hovedet, og jeg fik det mere og mere dårligt, og kunne knapt gå, plus jeg begyndte at hænge lidt i venstre side af hovdet og have lidt talebesvær.

Jeg kom op på en neuo afd og skulle så ligge der og afvente flere undersøgelser. Søndag aften fik jeg taget en lumbal punktur(også kaldet en rygmarvsprøve), fordi de havde en mistanke om scelrose eller en tumor på rygraden.
Mandag var jeg i MR-skanning, og Tirsdag fik jeg at vide at det var en prop i hjernestammen.
Ugen efter blev jeg overflyttet til Brønderslev hvor genoptræningen skulle være bedst, og da jeg kom kunne jeg ikke helt styre mit ben plus jeg græd meget, kunne slet ikke styre det.
Idag små 5 uger efter indlæggelse, er jeg oppe på ca 60 %, kan gå, tale og klare mig selv. Jeg er indlagt 1 dag mere, og så bliver jeg udskrevet, men skal blive ved med at træne i et center resten af mine dage.
Ud over det her, så har jeg kæmpet med voldsomme bivirkninger af medicin, taget afsluttende eksamen og dimmiteret, haft fødselsdag, virket som kone, og papmor og alt derimellem.
Jeg er sluppet billigt fra proppen, modsat mange af dem som ligger her, men jeg har stadig men og vil nok have det længe endnu. Bla bliver jeg sindsygt træt af ikke ret meget, og det går lige i mit ben, mit fjæs hænger stadig lidt(men det kan man kun se når man kender mig), jeg har en lille hjerneskade, som gør at jeg har lidt svært ved at huske nogle ting, og jeg er ikke så "frisk fyr-agtig" som jeg var før.
Men jeg er positiv omkring det, og regner med at jeg nok skal komme op på ca 99% med tiden.

Det psykiske aspekt i det har nok været det hårdeste i hele forløbet. At andre går ind og fortæller mig hvad jeg må og skal, skrækken for at blive ramt igen, angsten for fremtiden og for at min mand skulle gå midt i det hele, men han har været helt fantatisk og er det stadig. Han støtter mig, passer på mig, men giver mig også et los i røven når jeg har brug for det.
Der er nogle mennesker i mit liv som har skuffet mig dybt, og det lider jeg under, men jeg nægter at gå og bruge energi på at være sur, så resten af mit liv er der nok ikke så meget så kan gå mig på, for jeg er i live, og det er det eneste som tæller.

Men jeg vil rigtigt gerne takke min højt elskede mand og min fantatiske svigermor som har været der for mig(hun har endda tørt mit bræk op en aften jeg blev mega syg af nogle piller)..
UDEN JER HAVDE JEG IKKE KLARET DET HER OG KOMMET SÅ HURTIGT OVENPÅ IGEN!
(og jeg har satme været HELT nede på bunden og vende, så lyset i mine øjne var væk, men det er begyndt at kigge frem igen på gode dage).

TAK er kun et fattigt ord, men jeg mener det fra bunden af min sjæl!!

Chilli.

(P.s jeg var ude og købe ringen igår, fik et tilskud i dimmisionsgave og til min fødselsdag, så den sidder og glimter og pynter på min finger nu).

WTF??#2

Ja, så ligger jeg i Br.selv til genoptræning, helt forstyrret i hovedet af alt hvad der er sket. Kan næsten ikke rumme det hele, og har bare lyst til at råbe-skrige og ryge 20 smøger på en gang, og tage verdens største tudetur med hulk- snot og skrig..

Men sådan gør man jo ikke når man er voksen, nej man besinder sig og tuder kun næsten lydløst. Måske derfor jeg ikke helt kan styre det grådlabilitet??
Arme stodder, han er fanget midt i stormen, men alligevel formår han at have det overskud jeg har brug for fra ham. Ved ikke om jeg kunne komme igennem dette uden ham ved min side?
Xo Chilli

(Billedet er en ring jeg har ønsket mig i et stykke tid. Mon ikke jeg fortjener den for at minde mig selv om hvor skrøbeligt livet er?!)

"Venner"

Efter manglende overskud på blogkontoen, og i livet, vil jeg prøve at kæmpe mig op igen, og komme lidt igang med det hele igen..
Noget som har fyldt lidt hos mig i den seneste tid er venner/veninder, eller rettere mangel på samme.. Hvorfor har jeg ikke nogen i mit liv? Er jeg et ondt/træls/lukket menneske? Hvad er gået galt?
Helt ærligt så ved jeg det ikke. Jeg har selv valgt en del fra, da det var for overfladisk, andre fordi der var for meget "kællingefnidder", så det sidste år har der som sådan ikke været nogen. Bevares jeg har da en masse bekendte på Facebook og IRL, men ikke nogen som jeg snakker med flere gange om ugen, og deler alt med.. Jeg ved at jeg har et par stykker som bor et stykke væk, og som vil være der hvis jeg beder om det, men jeg er ikke et menneske som ret tit beder om noget.
Livet har lært mig på den hårde måde at når alt kommer til alt, så er det kun mig selv jeg kan stole på.
Og skal jeg være ærlig, så savner jeg at føle den sammenhørighed som man kan gøre med dem som man er tætte med. Men jeg vil ikke bare holde fast i nogen venneforhold som jeg ikke går ind for 100%, så hellere være alene.
Men lige for tiden er jeg rigtigt meget alene, da stodderen har arbejdet i udlandet de sidste måneder, og det er der jeg mangler et netværk.

Men hvordan søren finder man nye veninder i min alder? Og findes de mon derude, dem som jeg savner i mit liv, men ikke er mødt endnu?

XO Chilli

Vidunderlivet

Idag er der blevet startet en kampagne som hedder "Vidunderlivet", som skal gøre os kvinder mere opmærksomme på underlivskræft og vaccine imod den grimme virus som kan forsage det. Jeg vil ikke gå så meget ind i det med kampagnen, men istedet fortælle en historie fra det virkelige liv..

Der var engang en ung og sorgløs kvinde, som mente at intet ondt kunne ramme hende. Denne kvinde boede i Norge i et stykke tid, med hendes daværende mand(omtalt som psyko i et tidligere indlæg!) og 2 små børn. Hun får nok at af være hjemmegående hustru på et fjeld i Norge, og den lille familie vender hjem til DK igen. Kvinden finder nyt job og skal et smut til lægen til "eftersyn". I den forbindelse laver lægen også et skrab af hendes livmoderhals og skede. Kvinden tænker ikke mere over det, da hun er ung(21 år) og kræft kun rammer gamle damer, og nogle gange nogle gamle mænd.
Kvinden er på arbejde en fredag aften 3 uger efter, hvor telefonen ringer, og det er hendes læge. Han siger at det ikke var så godt med det skrab, og at hun skal til nærmere undersøgelse hurtigt.
Kvinden går helt i sort, og hendes chef må ringe efter hendes mand. Hans første spørgsmål er iøvrigt da han kommer, om hun har husket at betale ind på hendes livsforsikring!!??
5 dage efter kommer kvinden til en gynækolog, hvor hun får klippet 10 små stykker af hendes livmoderhals og det omkringliggende væv UDEN BEDØVELSE!!! Der blev skreget højt den dag hos den gynækolog. Kvinden vil få svar på den prøver ugen efter, men da svaret skal komme, viser det sig at prøverne er blevet væk, og hun må gå den tunge gang til gynækologen igen for at få taget nye prøver. AV AV!!

Da svaret endelig kommer, viser det sig at kvinden har svære celleforandringer, og nok skal have et keglesnit, men lægerne vil lige vente lidt for at se hvordan det udvikler sig. Kvinden går i 4 mdr og ved ikke om hun skal leve eller dø, og midt i det hele forlader psyko hende for en tøs på 17 år. Så der står kvinden, en sygdom som kan gå begge veje, og 2 små børn....

For at gøre en lang historie kort, så ender det med at kvinden bliver opereret, får fjernet hele livmoderhalsen, og lægerne får så alle de atypiske celler med. Hun tilgiver psyko, da han grædende komme tilbage, og de genoptager deres liv.
Konsekvensen af det hele blev, at kvinden skulle gå jævnligt til kontrol(Først hver 3 måned, så hver 6, 12 og til sidst hvert 3 år). Plus at hun ville få svært ved at holde på et barn, hvis hun blev gravid igen, da livmoderhalsen er en muskel, så hvis hun ville have flere børn, skulle hun syes sammen for at holde på det.

Så hvad er moralen i dette?? Gå hen og få de prik!! Hvis du selv har døtre under 12 år, så få det gjort. Hvis du er ældre OG er blevet seksuelt aktiv, kan du stadig blive vaccineret, men skal betale selv (3500 kr), men er dit liv ikke de penge værd??

jeg ved at kvinden (selvom at der ikke har været noget siden!), ikke syntes at det er smadder fedt at gå til kontrol hver 3 år, for tænk hvis nu at det er kommet igen?!

SÅ GØR DET FOR DIN EGEN SKYLD OG DINE BØRNS...

Kys Chilli

P.s Billederne er logoet fra kampangen "vidunderlivet"(som jeg har tyvstjålet fra "Sidneylise" pigerne.
Det andet er et bevis på hvor varmt der var på vores altan kl 15 idag.

Miss you

Jeg kender en ,som kender en ,som har en kusine ,som har en veninde(eller noget..)

Den her kvinde har en søn som hun ikke har set i 6 år. SEKS år!!!! (Drengen er idag 17 år). Og han er savnet hver eneste f*cking dag. "Jamen hvorfor har hun da ikke set sin søn", spørger du nok? "Er hun narkoman, dranker eller måske kriminel?" Niks nein hell no, ingen af delene. Hun fik "bare" et barn med den forkerte.. Uden at gå i detaljer vil jeg nøjes med at kalde den her exmand for "psyko".. Så kan man jo selv tænke sig til hvorfor, men lad mig sige så meget at nogle gange overgår virkeligheden fantasien.

Nå tilbage til sønnen.. Som loven er i Dk pt, så har børn medbestemmelse i hvor de vil være (ved en skilsmisse mellem mor og far) fra de er 10 år, og så bliver de lyttet til. Når de er 12 år bestemmer de selv hvis ikke statsamtet finder noget som skulle tale imod barnet´s ønske.

Den her dreng´s (og hans storesøster, men det er en helt anden historie!) mor og far var igennem en meget grim skilsmisse, og psyko ville ikke give slip på konen. Konen flyttede til en anden by og gik ned med en depression pga 9 år med psyko, og lod børnene blive hos psyko, så de kunne forsætte i deres skole, fritids ting og i deres vante omgivelser, så skilsmissen blev så smertefri for dem som muligt. BIG MISTAKE!

Pludselig var konen ikke god nok til børnene (selvom hun havde opfostreret selv, da psyko havde travlt med sin karriere), hun havde nogle "skadelige" venner, hun havde det forkerte job (begyndte at strippe. Den historie kommer en anden god gang!), og lige meget hvad var det bare ikke godt nok.
Psyko fandt hurtigt en ny kvinde, konen forblev single et stykke tid.
Men da de mødes på amtet fordi psyko ville tage konen´s samværsret fra konen, blev det stillet helt forkert op. Psyko kørte i stor Mercedes, boede i stor hus med pool, havde kone og styr på pisset. Konen var stripper, med "uheldige" bekendskaber(hvem kan iøvrigt bedømme hvad for nogle bekendskaber der er heldige og uheldige? Findes der en facitliste???).

Det endte med at konen gik grædende derfra, og syntes at sagsbehandleren havde skelnet mere til ussel mammon end på børnenes tarv.

Pludselig kunne børnene ikke komme når det var aftalt, de skulle en hel masse andet, og når de endelig kom havde psyko hjernevasket dem. Når de kom hjem til psyko igen blev de forhørt om hvad de havde lavet hos mor, hvem der havde været der osv. Det var utroligt hårdt og opslidende for de her stakkels børn, og samkvem et gled mere og mere ud, da konen ikke ville belaste børnene mere end højst nødvendigt.

Et par måneder før sønnen bliver 11 år har han været hos sin mor en weekend(Storesøster måtte ikke komme med for psyko, da hun ikke havde opført sig ordenligt og havde stuearrest), og mor siger til søn på vej hjem i bilen, at hun har på fornemmelsen at det varer længe før de ses igen, da det hele spidser mere og mere til, og at hun tror at børnene har brug for lidt ro..
Desværre viser det sig at hun får ret, og som tidligere nævnt så er det 6 år siden konen har set sønnen(storesøster er en anden historie, som kommer en dag).

Konen har prøvet ALT, har brugt ufatteligt mange penge på advokater, spildt mange timer på amtet hvor psyko ikke dukkede op, og til sidst fik konens advokat fat i psyko, og han gik med til at sønnen ville møde op på amtet og fortælle hvad han ville.
Resultatet af det møde gik bestemt ikke til konens fordel, da sønnen på det tidspunkt var blevet 12 år, og derfor selv bestemte.Han sad derinde og sagde at hans mor var død for ham og han havde en ny mor, og han ikke ville se sin rigtige mor, da hun ikke var en god mor(hvorfor han sagde sådan vides ikke, men mon ikke det er psyko´s ord som blev brugt i sønnens mund?).
Og sådan blev det, konen kunne INTET gøre når sønnen havde sagt sådan.
Konen har med jævne mellemrum prøvet at få kontakt, sendt breve, kørt ud i kirken hvor sønnen skulle konfirmeres og lagt et telegram tidligt om morgenen, skrevet til ham på Facebook osv, men ingen respons.

Konen håber stadig at han dukker op en dag, og vil have en forklaring på hvorfor han intet har hørt i alle de år, og så er det jo godt at konen har 2 store ringbind med kopier af breve, advokat breve, grimme breve fra psyko og uddrag af hvad sønnen selv havde siddet og sagt den dag på amtet.

Men indtil den dag kommer (for det gør den, det SKAL den!!!), så er han savnet dybt.

Love Chilli