tirsdag den 2. marts 2010

Er du ensom???

Efter fødslen i Søndag´s kom jeg til at tænke(hvis du ikke gider læse om ensomhed, ynk og klynk, så stop bare her!).
Jeg er datter af en alkoholiker. Min mor og far blev skilt da jeg var 6 år og min bror 3. Min far havde fundet en anden, og flyttede sammen med hende, og vi andre flyttede i den lokale ghetto("de enlige mødres paradis blev det også kaldt). Det var et stort område med en masse blokker, og store grønne områder. fordelen var at der var en masse unger man kunne lege med.
Nå, men da de gamle blev skilt sprang min mor ud som alkoholiker, og drak kraftigt samtidigt med at hun passede sit job. Vi blev så taberne i det spil, og jeg kan huske at vi lå alene rigtigt mange nætter, hvor hun så kom fuld hjem, fik os op og i skole inden hun skulle på job(skal nok vende tilbage til den opvækst på et senere tidspunkt!)
Idag snakker jeg ikke med min mor, efter eget valg, og har ikke gjort det i 6 år nu. Min far ville ikke have noget med os at gøre igennem vores opvækst, og idag er han kommet på plejehjem pga han er blevet dement.
Min bror snakker jeg heller ikke ret meget med, tror at vi er vokset fra hinanden, og har hver vores liv, og ikke så meget forståelse for hinanden.

Så kort sagt er jeg vokset op med en fallit af en mor og en far som ikke ville kendes ved mig. Bedsteforældre var der ikke nogen af, da de alle var døde, og den eneste som stadig er i live, er min farmor som jeg kun er på julekort med.

Når man vokser op på den måde, bliver man nødt til enten at udvikle en sindsyg hård psyke, eller gå helt ned. Jeg var så heldig at gøre det første, og har på den måde overlevet og bevaret min forstand. Det har så også skadet mig på andre måder, det skal jeg også nok komme ind på en anden gang.

Det jeg vil frem til, er at jeg virkelig følte mig ensom i Søndags. Jeg kom til at tænke over hvem jeg har, og det er faktisk ikke mange. Jo bevares, jeg har da en pokkers masse bekendte, men folk tæt på mig kan tælles på en hånd. Lad mig remse op:
Min mand, min ex, min datter..... Hmmmm og det er det... Det er sguda sørgeligt!! Jamen hvad med veninder og venner spørger du så nok.. Niks, nej og nul..
Jeg havde nogle rigtigt gode tætte veninder igennem flere år, men da jeg gik fra min ex, og fandt prinsen, faldte de fra. Hvorfor aner jeg virkelig ikke..??

Var det fordi jeg blev kedelig og ikke havde tid?

NEJ, for manden er rejsemontør og har ca 200 dage om året hvor han ikke er hjemme.

Var det fordi jeg ændrede mig? Nej, jeg er stadig den samme.. Jamen hvorfor så??
Gid jeg viste det, men det gør jeg ikke.. Jeg har prøvet at tage kontakt og være opsøgende, men nej, det har åbenbart ingen intresse.

Jeg blev ret ked af det i Søndag´s da jeg indså at jeg er ret alene, og begyndte at tænke over det.. Er det fordi jeg har gjort noget, sagt noget, eller er et grimt menneske??
Efter min bedste overbevisning kan jeg svare nej til det hele. Jeg opfatter mig selv som rummende, aktiv, givende, kærlig, betænksom og "er der for dem jeg holder af". Bevares jeg kan da også være en rigtig "Alpha tæve" og være dominerende, fylde meget, og have mine meninger. Men det er sådan min personlighed er, og det har jeg aldrig lagt skjul på, så det kan da ikke komme som en overraskelse for nogen af dem som kender mig.
Måske var det bare tid til at vi skulle videre ud i livet uden hinanden?? Jeg har reflekteret over det de sidste par dage, og må bare indse at jeg skal til at bygge en ny venindekreds op, hvilket man ikke bare lige gør.
Jeg syntes at det er svært, også fordi jeg altid har haft det bedst sammen med drenge/mænd, og har været mega gald når jeg endelig har fundet en pige som jeg svingede med. Og i min alder syntes jeg at det bliver dobbelt så svært, for hvor skal man lede??

Tankefulde tanker
xxx Chilli

Ingen kommentarer: